Taekwondo i luften
HANNA! DUL! ZET! NET! …lyder det taktfast, alt imens et energisk sollys strømmer ned fra vinduespartierne i Hjerting Skoles gymnastiksal, hvor eleverne med den allerstørste selvfølgelighed udfører den første opvisning i koordinerende grundteknikker.
For forældrene, som sidder på tilskuerbænkene for første gang, vil målløsheden næsten ingen ende tage. Taekwondo positionerne, som udføres i stor koncentration, foregår nemlig efter trænernes instruktioner - på koreansk!
Taekwondo er en koreansk kampsport, der omfatter spark, slag og blokeringer. Tae betyder fod, kwon betyder hånd, og do relaterer sig til en højere mental tilstand indenfor den østlige filosofi. Sporten benyttes i øvrigt også til selvforsvar.
Holdet, der træner i Hjerting hver mandag og onsdag aften, optager både piger og drenge fra otte år og opefter. Her trænes styrke- og konditionstræning samt de forsvars- og grundteknikker, som det kræves, at eleverne behersker, hvis de ønsker at dyrke kamptræning.
Det sorte bælte
Taekwondobæltets farve markerer, hvor langt den enkelte er kommet i sporten. Alle nye starter med et hvidt bælte, der efter første graduering påføres et gult snip. Det efterfølgende gule, orange, grønne og blå bælte er muligt at få indenfor en overskuelig tidsramme, ved en ihærdig indsats. I alt følger der ti bælteprøver, frem mod det eftertragtede sorte bælte, som alle drømmer om. Men så må teknikken også siges at være godt indarbejdet.
Flyvende spark
Efter flere indslag med kast, forsvarsteknikker og taekwondo kamp, ligger mursten, brædder og plader af flamingo nu klar og venter på at blive brudt af håndkantslag og spark. Holdets yngste elever fylder lokalet med energiske kampråb og skarpe håndkantsslag, alt imens flamingo fnuller breder sig i rummet som nyfalden sne.
Styrken af kampråbene tager til, da det bliver de blå bælters tur til at bryde brædder af træ, og begejstringen vil næsten ingen ende tage, da en af sort-bælterne tager tilløb for at knuse et bræt i et flyvende spark. Begejstringen overgås faktisk kun af forventningerne til, hvad der skal ske, da tre mursten stables ovenpå hinanden… er det nu muligt? Og så oven i købet med et håndkantsslag! Det er det altså, hvis man vel og mærke har øvet sig i lang tid!
Flidspræmien
Opvisningen, hvor elever på alle niveauer har fået mulighed for at vise, hvad de kan, er forbi, og alligevel hænger der stadig et stort spørgsmål i luften: Hvem skal have flidspræmien i år? Trænerne har haft fire kandidater i tankerne, lige fra en ihærdig nybegynder til en af de mere rutinerede.
Der er en vis stolthed forbundet med titlen. Hvilket tydeligt aflæses i ansigtsudtrykket på hjælpetræner Andreas Sotelo Gregersen, som modtager flidspræmien og nu skal have fundet en plads til vandrepokalen hjemme på Gl. Guldagervej i Hjerting.



