KJ Industries dropper flytteplaner
De seneste års planer hos KJ Industries om at flytte hele virksomheden til Kjersing har taget en markant kovending, så den store Hjerting-virksomhed fra 1955 bliver, hvor den er, og i stedet samles hele produktionen på matriklen i Hjerting.
- Vi havde egentlig lejet en hal og et center på Storstrømsvej med den målsætning, at vi ville rykke helt derud og så sælge bygningen i Hjerting. Vi havde forestillet os, at enten en virksomhed eller en privat ville melde sig som køber, og det var der også, men vi kunne ikke blive enige om prisen, siger direktør Ulrik Gammelgaard.
Forhandlingerne endte med, at salget ikke kunne blive gennemført, og derfor har KJ Industries kastet sig ud i Plan B. Nemlig at droppe lejemålet på Storstrømsvej igen og rykke den montagedeling, der allerede ligger på den nye adresse, tilbage til Hjerting.
- Fordi vi har outsourcet en del af vores komponentproduktion til lavtlønslande, har vi fået plads til rådighed i Hjerting. Nu kan vi samle det hele dér i stedet, siger Ulrik Gammelgaard.
En hård tid
Virksomheden regner med at have overstået flytningen i slutningen af oktober. Både administration, produktion, montage og en del af salget kommer således til at være under samme tag på Havborgvej 4, hvor Jens Jepsen og Jens M. Kristensen i 70’erne etablerede virksomheden.
Derudover har KJ Industries en softwareafdeling i Århus, den outsourcede komponentproduktion, mens hele den grafiske del – som udgør over halvdelen af virksomheden – i dag ligger i USA og Schweiz.
KJ Industries har haft røde tal på bundlinjen de seneste tre år. Sidste år landede årets resultat på et minus på knap 40 millioner kroner, og Ulrik Gammelgaard indrømmer da også, at KJ Industries står med en stor udfordring i en svær tid.
- Vi er da hårdt ramt af udviklingen på markedet ligesom alle andre. Det er alvorligt den her gang, og nu tror vi ikke længere så meget på, at det hele vender, siger Ulrik Gammelgaard, der dog håber på, at besparelsen ved at flytte på én adresse vil være et vitaminskud for KJ Industries.



