To jubilæer – to bøger – to udstillinger
Den ene bog, ”Horisonten”, er udgivet af Fiskeri- og Søfartsmuseet i forbindelse med museets 40 års jubilæum. Den anden, portrætbogen ”25 esbjergensere”, udgives på Forlaget Medvind, og den udkommer lørdag den 3. maj i forbindelse med Bent Medvind Sørensens 25 års jubilæum som fotograf i Esbjerg.
De to bøger er meget store modsætninger både med hensyn til indhold og den måde, de er lavet på. ”Horisonten” er lavet over seks år, mens ”25 esbjergenserere” er blevet til i løbet af et par måneder.
25 år i Esbjerg
Samtidig er der to udstillinger med billederne fra de to bøger. Den ene på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Den anden i Galleri Slugen, Grundtvigs Allé 42. Her markerer Bent Medvind Sørensen nemlig sit eget 25 års jubilæum som fotograf i Esbjerg med fotoudstillingen ”25 esbjergensere” fra lørdag den 3. maj, hvor der er fernisering kl. 13.
Det er portrætter af 25 esbjergensere, der i løbet af Bent Sørensens tid i Esbjerg har gjort et særligt indtryk på ham og på hver sin måde har haft betydning for ham i en kortere eller længere periode. Alle har han mødt gennem sit job som fotograf, og de er alle stadig i byen.
Humor, lytteevne, loyalitet, professionalisme, ro vildskab, mod, overblik, hjælpsomhed, fandenivoldskhed og seriøsitet er nogle af de ord, fotografen bruger om dem, han har valgt at portrættere.
- De fleste i Esbjerg kender sikkert én eller flere af dem. Jeg håber, at andre kan genkende deres egen opfattelse af dem i mine portrætter, siger Bent.
Et af hans kriterier for portrætterne var netop at fange det blik i personens øjne, som han selv husker. Alle portrætter er lavet i 2008 og skildrer de 25 esbjergensere i deres eget miljø og belysning.
I øvrigt var det på Grundtvigs Allé 42, Bent fik sin første arbejdsbase i Esbjerg, og Leif Kronberg, som ejer galleriet og også er lods, var den første, Bent sejlede med på Grådyb.
Hyldest til Grådyb
De 35 billeder i ”Horisonten” er Bent Sørensens poetiske hyldest til Grådyb, horisonten og aktiviteterne. Billederne er oplevet ombord på blandt andet lodsbåde, redningsbåde, handelsskibe, fiskeskibe – og desuden på land set fra 6. bassin, Skallingen, Fanø og Sædding strand.
- Jeg vil gerne vise folk nogle stemninger. Det er horisonten og det, der dukker op, som fascinerer mig. Plus aktiviteten. Jeg har sejlet der mange hundrede gange siden 1983, og det var en idé, jeg fik, fordi jeg bare godt kunne tænke mig at lave noget om Grådyb, siger Bent Sørensen.
Bogen er trykt i 1.200 eksemplarer, hvoraf 375 var forudbestilt.



