Hjerting

Hjerting er beliggende i et naturskønt område ved Ho Bugt, 9 km nord for Esbjerg centrum. Nordvest for Hjerting ligger Marbæk, et stort fredet skov- og sø-område.

Byens midtpunkt er det gamle byområde omkring Gl.Guldagervej samt Strandpromenaden. På Gl. Guldagervej ligger bl.a. Jon og Dittes Hus, der rummer forsamlingslokaler og Hjerting Lokalarkiv. Strandpromenaden er et yndet udflugtsmål for lokale såvel som for turister og esbjergensere fra hele byen. Her er strand og livlig aktivitet omkring Café Stryhns, Hjerting Badehotel og Ho Bugt Sejlklub, når vejret opfordrer til det.

Hjerting har ca. 8200 indbyggere, og byen udvides til stadighed mod nord med attraktive byggegrunde.

Hjerting er et populært sted at bo, og byen har da også alle de faciliteter, som hører sig til i et velfungerende bysamfund: Kirke, skole, børnehaver og aldersintegrerede institutioner, ungdomsklub, et rigt foreningsliv, bank og posthus samt de forretninger, der skal til for at klare de daglige fornødenheder. For eksempel bager, tre supermarkeder, to tankstationer, kiosk, lampeforretning, blomsterhandler, ejendomsmægler, cykelhandler, restaurant, café, pizzeria, bodegaer, frisører og et hotel. Desuden er et bredt udsnit af håndværksvirksomheder repræsenteret i byen.
Der er årlige arrangementer som Hjertingløbet, Sankt Hans på stranden og Jul i Hjerting.

Hjerting har sit eget vand- og elværk. Nogle få store virksomheder har deres hovedsæde i Hjerting, som ellers er karakteriseret ved et stort antal små erhvervsdrivende.

Læs mere her...
www.hjerting.dk.