Gourmetbutik i hjertet af Hjerting

21.06.2008
Torsdag den 19. juni åbnede Gourmetbutikken ved Hjerting Badehotel.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Preben Madsen foran Gourmetbutikken inden åbningen. Til daglig er det ikke ham, der står forrest i butikken, men derimod ham, der står bag det hele.

Det er den tidligere spiseafdeling i Ship Inn samt en del af selskabslokalet ud mod Gl. Guldagervej, der er blevet forvandlet til 70 kvadratmeter gourmetbutik.
I den ene del af butikken er køleområdet med for eksempel kød og fisk og fortrinsvis de produkter, Hjerting Badehotel selv laver. Det vil sige, at kødet bliver skåret ud og gjort klar til tilberedning, ligesom man kan købe grøntsager, som er klar til tilberedning. Udenfor er friske grøntsager i kasser.
Langs den ene væg er øl, vin og spiritus, og langs den anden er for eksempel syltetøj og syltede nødder, som bliver lavet på hotellet, samt andre specialiteter, som købes hjem.
Desuden vidner en gammeldags kaffekværn om, at der hver dag bliver malet kaffebønner.
- Kaffekværnen har tidligere tilhørt Hjerting Laks, så også den er lokal, siger Hjerting Badehotels køkkenchef, Preben Madsen, med et smil
For ud over at han satser på gode råvarer og det hjemmelavede, er det lokale og danske produkter, der er i højsædet i butikken.
For eksempel oste fra Enghavegård Osteri i Kjelst og lokale grønsager. Øl og pålæg fra Fanø hører også til nærområdet, mens andre produkter kommer lidt længere væk fra. Gredstedbro, Sydfyn og Aalborg blandt andet.
Gourmet lyder både lækkert og dyrt, men ikke alle produkter ligger i den dyre ende, forsikrer Preben Madsen. For eksempel kan man få et glas hjemmelavet marmelade, som er lavet på Hjerting Badehotel, til 16 kroner.
Der er to ansatte i butikken, Britta og Anette, mens Preben Madsen står for butikken og for tilberedning af de hjemmelavede produkter.