Undervisning i bæredygtigt forbrug

15.10.2011

For ikke mindre end 10. gang har Sønderrisskolen fået tildelt Det Grønne Flag.
Skrevet af: Lene Weber
- Annelouise Elisabeth Bonde og Sofie Tøt, som går i 4.x, solgte genbrugslysestager lavet af tomme øl- og sodavandsdåser, da Sønderrisskolen holdt Åben Skole for forældre og andre besøgende. - De penge, vi tjener, sender vi til Gambia, fortalte Annelouise

- Det er en historisk begivenhed for skolen. Det er nu 16 år siden, skolen fik godkendt det første grønne flag, og emnet var dengang vand, beretter skoleleder Peter Hundebøll.
I Esbjerg Kommune er der kun seks skoler, som  gennem årene har erhvervet et grønt flag, og ingen af de fem andre skoler kan måle sig i antal med Sønderrisskolen.
På landsbasis mener Friluftsrådet, at der er cirka ti skoler, der nu har opnået ti grønne flag.

- Eleverne er på en god måde blevet ført gennem det abstrakte tema ”Bæredygtigt forbrug” på en nærværende og håndgribelig måde, skriver Friluftsrådet i dets begrundelse for tildelingen af det 10. grønne flag.

Færre kopier
Overrækkelsen af Det Grønne Flag fandt sted samme uge som skolens 640 elever var i gang med den årlige ”Miljøuge”.
Her arbejdede 9. klasserne hårdt og innovativt på at få minimeret kopiforbruget gennem en anderledes undervisningsform - et projekt, der er blevet udviklet i samarbejde med Toyota.

- Projektet skal i slutningen af skoleåret evalueres i håb om, at vi kan opnå store besparelser på kopieringskontoen i fremtiden, fortæller Peter Hundebøll.
Sidst på eftermiddagen torsdag var alle forældre inviteret til Åben Skole for at deltage i flaghejsningen og være aktive i dele af elevernes miljøarbejde.