Triumf for Breinholtgård Golf Klub Triumf for Breinholtgård Golf Klub
Breinholtgårds damer havde fået et ”wild card” til oprykningsspillet, da deres pulje blev vundet af Sønderjyske Eagles andethold, som måtte give pladsen til Breinholtgård på grund af, at de allerede har et hold i den bedste række.
Oprykningskampen blev spillet i Rold Skov mod Kalø Golf Club. Allerede fra starten stod det klart, at det var de tre singler, der skulle vindes, og de blev da også alle vundet forholdsvis sikkert.
Spænding
Breinholtgårds herrer mødte Skive i Holstebro, og her var der spænding til det sidste. Formiddagens foursomes endte lige med stillingen 3-3, så man var tilbage ved udgangspunktet, da eftermiddagens singler gik i gang.
På et tidspunkt var Breinholtgård ”oppe” i alle matcher, men Skive svarede godt igen, og pludselig var de ”oppe” i tre. Breinholtgård holdt dog føringen i de tre bedste singler, og medens Skive hentede gevinst i 6. og 5. single, så havde Breinholtgårds Rasmus Lykke-Kjeldsen og Danny Sejer sikret sig sejr. Johan Kristensen var igen kommet foran på 16. hul, men smed bolden i skoven på 17. hul. Han revancherede sig dog med birdie og sejr på sidste hul.
Breinholtgård havde nu de ni sikre points, som minimum ville give play off. Publikum styrtede nu tilbage til 16. green, hvor formstærke Jacob Lykke-Kjeldsen kæmpede bravt mod Knud Storgaard. Da Jacob efter 16 huller var to ”oppe” og dermed ikke kunne tabe matchen, brød jublen ud, og Breinholtgårds herrer er nu tilbage i den bedste række!



