Skolelukninger på politikernes dagsorden
21.01.2011
Det er endnu for tidligt at sige, om det bliver en realitet, at Ådalskolen mister sin overbygning, og om Nordvangskolen og Guldager Skole lukker. Men det er indstillingen fra skoleforvaltningen til politikerne i Børn & Familie udvalget, der holdt møde den 20. januar.
Torsdag den 20. januar var første gang, politikerne i Børn & Familie udvalget behandlede de høringssvar, der er kommet vedrørende den nye skolestruktur. Og lad det være sagt med det samme: Der blev ikke truffet nogen beslutning i udvalget.
- Vi fik vendt mange ting, men vi vil have lejlighed til at drøfte det i de politiske grupper, så vi har ikke taget endelig stilling endnu, siger udvalgsformand Hans Erik Møller (S).
Byrådsmedlemmerne får en generel orientering om alle høringssvarene mandag den 24. januar, og derudover foregår der løbende drøftelser i de politiske grupper. Den 3. februar mødes Børn & Familie udvalget igen, hvor udvalget træffer sin beslutning og sender sin indstilling til økonomiudvalget, som mødes 7. februar.
I Hjerting Postens udgivelsesområde er det Guldager Skole og Nordvangskolen, der risikerer lukning pr. 31. juli 2011, mens Ådalskolen risikerer at miste overbygningen fra 7-9. klasse fra august 2013.
Det har været oplægget fra forvaltningen til politikerne siden starten, og det har høringssvarene ikke rokket ved.
Høringssvar fra de tre skoler
Høringssvar fra de tre skoler
Guldager Skole
I høringssvaret fra Guldager er hovedbudskabet: Bevar Guldager Skole. Men derudover gives to alternativer:
”Vækstmodellen”, som blandt andet forudsætter, at Guldager Skole ikke nedlægges, men udbygges. Og model ”Nyt skoledistrikt”, som går ud på at bevare Guldager Skole, og hvor elever fra Hostrup og Kokspang går på Nordvangskolen eller Hjerting Skole, hvor elever i Guldager Stationsby går på Sønderrisskolen, og hvor Guldager Skoledistrikt udgøres af Guldager Kirkeby.
- Især vækstmodellen er et udtryk for, at man kan få meget ud af det, hvis man vil, siger Jørn Gade, formand for Guldager Borgerforening.
Nordvangskolen
Nordvangskolens skolebestyrelse anbefaler i sit høringssvar, at den fremtidige skole i Hjerting er Nordvangskolen og har i sit materiale lavet et helikopterperspektiv over, hvordan Hjerting ser ud efter de nye udstykninger. Her ligger Nordvangskolen lige i centrum, og eftersom skolen er en af Esbjergs nyeste og med en høj bygningsmæssig standard og mulighed for fleksible læringsmiljøer, der tilfredsstiller kravet om undervisning nu og i fremtiden, mener skolebestyrelsen, at det derimod kan betale sig at udbygge skolen.
Overordnet opfordrer skolebestyrelsen til at tænke visionært.
- Man kunne tænke kreativt og gøre tingene på en anden måde. Nordvangskolen bruger ikke så mange penge, som de siger, det koster at drive skoler. Andre skoler koster det dobbelte at drive uden de samme resultater, siger skolebestyrelsesformand Kirsten Katballe.
Ådalskolen
Ådalskolens skolebestyrelse fremfører i sit høringssvar en række argumenter imod nedlæggelse af skolens overbygning.
Dels er skolens bygninger fine og ligger i et boligkvarter, hvor de ikke kan bruges til meget andet end skole. Lokalerne er også moderne, og nyistandsatte. Skolen ligger i et socialt sårbart område – af samme årsag er der bevilget 10 millioner kroner til et særligt projekt – og derfor mener skolebestyrelsen ikke, at det giver mening, at kommunen på den ene side erkender problemerne, men på den anden side lukker skolens overbygning.
Skolens naturfaglige profil bliver også fremhævet, mens bekymringen især går på centerklasserne, hvis elever ikke kan blive enkeltfagsintegreret i 7.-9. klasse, hvis overbygningen flytter til Fourfeldtskolen.


