Politisk møde uden det politiske flertal

24.04.2009

Kun to politikere fra Plan og Miljø udvalget kom til mødet i Jon og Dittes Hus, hvor en interessegruppe havde inviteret til dialog. Men SF’eren og socialdemokraten er i undertal, når der skal stemmes om lokalplan for området ved Toftevænget og Amigovej.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
Politikerne i Plan og Miljøudvalget var ikke enige om, hvorvidt de skulle deltage i mødet eller ej. Anders Kronborg og Jørgen Ahlqvist valgte at komme - de borgerlige udvalgsmedlemmer valgte at blive væk.
-         Det er ikke så farligt for os at komme, sagde Jørgen Ahlqvist med et glimt i øjet.
Dermed hentydede han til, at der nok var røget flere frustrerede ord og skarpe spørgsmål ud af munden på hjertingborgerne, hvis udvalgets to Venstre medlemmer, Henning Ravn og Karsten Degnbol, samt udvalgsformand Freddie H. Madsen, Dansk Folkeparti, havde været der. Udvalgets flertal har nemlig besluttet at vente med at tage stilling til, om der skal laves en lokalplan for området Toftevænget, Amigovej, Spangsberg Allé og Skovvænget.
Interessegruppen kæmper for at få en lokalplan så hurtigt som muligt for at sikre en harmoni i de huse, der bygges i området. Gruppen ønsker ikke en ”bevarende” lokalplan, som giver for mange restriktioner, men derimod en lokalplan, som fastlægger, at der skal bygges med skrå tage og en maksimal højde på 7,5 meter.
Det var Kronborg og Ahlqvist helt enige i, eftersom det er det, de har arbejdet for, men forgæves fordi de er i undertal i udvalget. Så lokalplan-fortalernes argumenter forsvandt ligesom ind i en uskyldig sky. 
 
Anden mening
Men blandt de knap 40 fremmødte, som sad tæt i den lille ”Jagtstuen”, var der også dem, som ikke ønsker en lokalplan. De kan godt lide forskellighed og frygter de restriktioner, en lokalplan vil medføre. De havde samlet sig omkring det ene bord og udgjorde omkring en tredjedel af de fremmødte. For mødet var åbent for alle, der bor i området mellem Gl. Guldagervej og Plantagevej.
- Vi skal passe på, at Hjerting ikke bliver for kedelig og et sted, hvor der ikke er udvikling. Hjerting har altid været fremsynet, og der skal være mulighed for at lave spændende huse, så vi sikrer et varieret byggeri, argumenterede Peter Petersen, Hjerting Badehotel.
 
Ikke rart
Maria Hangaard Børsmose tog ordet. Sammen med sin mand, Anders, bor hun i huset på Toftevænget 9, som i sin tid var årsag til, at debatten startede. Hun henvendte sig direkte til Agnete Dahlmann, som forinden havde udtrykt frustration over, at det ikke har været muligt at råbe politikerne op.
- Du synes ikke, det er rart, at politikerne ikke lytter. Jeg synes ikke, det er rart med den måde, vi er blevet hængt ud på en hjemmeside af 32 familier på grusvejene. Det er blevet til en debat om smag og behag og meget mudderkast, ikke mindst på hjemmesiden. Vi har banket på for at komme i dialog, men der har ikke været dialog, sagde Maria Hangaard Børsmose og fortsatte:
- Hvis vi prøver at lægge det bag os, må vi se fremad, og så er en nobel tone nødvendig.
Det var der tilsyneladende enighed om, og på intet tidspunkt i løbet af mødet var tonen ubehagelig. Til gengæld blev stemningen intens i det lille rum, mens der pludselig blev talt åbent om en uafklaret nabokonflikt mellem flere parter på Toftevænget. Hvorefter debatten kom tilbage på sporet igen.
- Jeg forstår godt, I har en interessegruppe, der gerne vil have en lokalplan. Men vi har vel lov til at møde op og sige, at vi ikke ønsker en lokalplan, spurgte Maria.
- Det er klart, det er demokrati, lød det prompte fra ordstyrer og med-inititativtager til mødet, Connie Geissler.
Jørgen Ahlqvist summerede op på denne måde:
- Der er nogle skår, der skal klinkes her, og det skal jeg ikke blande mig i. Men der er sket præcis det, der sker, når der er mangel på politisk ledelse: I er blevet sat i en modbydelig situation.
Både han og Anders Kronborg ønsker planlægning i form af en lokalplan, for dermed tager politikerne ansvar og sætter klare rammer. Og på den måde undgår politikerne også hele tiden at skulle tage stilling til enkeltsager om byggetilladelser – sager, som mange steder fører til uvenskaber mellem naboer.