På glat ”is” i Sædding Centret

21.01.2011

Det er ikke rigtig is, men derimod et kunstunderlag, som alle besøgende i Sædding Centret for tiden kan skøjte løs på.
Skrevet af: Lene Weber
Henrik Nielsen, Majse Gregersen og Britt Cederholm fik brændt en masse krudt af på skøjtebanen. (Foto: Holger Bundgaard)
De to veninder Julie Herbst og Diana Nielsen - begge 13 år - kan sagtens sms’e med vennerne, mens de holder balancen på skøjterne.
- Det går ikke så hurtigt som på rigtig is, og så er det heller ikke så hektisk, som det ofte er inde på den store skøjtebane på torvet, vurderer de to småfnisende veninder, der går på Ådalskolen og skal konfirmeres til foråret.
De glæder sig desuden over, at centret er et betydeligt varmere sted at skøjte.
Også Henrik Nielsen, Majse Gregersen og Britt Cederholm muntrer sig på ”isen”.
- Det er vildt det her, udbryder Henrik Nielsen med et ansigtsudtryk, der viser, at det er vildt på den gode måde.
Den kunstige skøjtebane har netop fået et nyt beskyttelseslag, så den bedre kan modstå løjerne.
- Vi regner med at lade banen blive stående, indtil der skal være legetøjsmarked i uge 7 og måske længere. Vi vil vente og se, hvordan det går, og så er det også et spørgsmål om, hvor meget vedligeholdelse, der er påkrævet. Brugerne må nemlig helst ikke lave hakker i kunstbanen med skøjternes takker, fortæller centerchef Lise Retbøll.
Man kan enten medbringe sine egne skøjter eller leje skøjter i centret for 20 kr.