Ny ledelse på Fourfeldtskolen
De 712 børn og 70 ansatte på Fourfeldtskolen har fået en ny dynamisk lederduo, der på sigt bliver til en trio.
På Fourfeldtskolen har to rutinerede rotter nu sagt farvel, nemlig mangeårig skoleinspektør Lars Rønn og viceinspektør Poul Hoop.
Til at udfylde deres sko er nu kommet Pernille Plantener, der har været viceinspektør siden 1. august 2010, og Mogens Falk, der lige er tiltrådt som ny skoleinspektør.
- Med en ny ledelse er det naturligt, at vi nu også kommer til at tage hul på en forandringskultur, konstaterer Pernille Plantener, der i en årrække har været lærer og koordinator på Nordvangskolen og for tiden er i gang med at tage Esbjerg Kommunes lederuddannelse.
Pernille Plantener er en berejst kvinde. Hun har læst til lærer i København, undervist og studeret på universitet i Chicago og undervist i Bruxelles, hvor hun i en længere periode boede med sin mand. I dag er parret og deres tre børn bosat i Hjerting.
Inspektøren græd
- Det lykkedes selvfølgelig børnene at få mig til at græde. Jeg plejede altid at sige til dem: ”Gå ud og få en god dag”, men denne gang var det dem, der sagde det til mig, fortæller Mogens Falk med øjne, der på en gang smiler og bliver en smule blanke.
Det vestjyske er hans hjemmebane. Det er her, familie og børnebørn bor, og selv er han født og opvokset i Alslev.
- Det forpligtende fællesskab, hvor du ikke tænker på, hvad du selv får ud af det, er vigtigt. Og så lægger jeg meget vægt på, at en aftale er en aftale, at vi møder til tiden, og at sproget er respektfuldt, men alligevel også frit, opremser han.
Opgaver fordeles
- Vi er glade og godt tilfredse med ansættelsen af Mogens Falk, konstaterer skolebestyrelsesformand Erik Schultz, som i øvrigt kan oplyse, at skolebestyrelsen nu vil gå i gang med at søge efter en administrativ leder, der kan supplere de to nye ledere.



