Med cyklen som omdrejningspunkt

30.08.2008
For junior-verdensmesteren Maria Grandt fra Tarp handler det nu om at sætte sig nye mål for fremtiden. En karriere som professionel står øverst på ønskelisten.
Skrevet af: Edmund Jacobsen

Hvad nu?
Det spørgsmål har 17-årige Maria Grandt stillet sig selv flere gange den sidste tid. Efter at hun cyklede en guldmedalje hjem i landevejs-enkeltstart ved VM i Sydafrika tidligere på sommeren, har hun lige pludselig fået brug for nye mål:
- Det er faktisk meget mærkeligt. I lang tid har jeg haft VM som mit absolutte mål - et mål, som har virket så fjernt og svært opnåeligt. Nu har jeg vundet VM og har haft lidt svært ved at forestille mig, hvad jeg nu skal stile efter. Jo, jeg vil naturligvis genvinde VM titlen, men samtidig skal jeg også stile videre, siger Maria Grandt.

Sket meget
De seneste måneder har været begivenhedsrige for Maria, som er hjemmeboende hos sine forældre i Tarp.
Hele sæsonen har hun kørt for Fredericia CC og blev fejret på behørig vis af klubben - og naturligvis også i Esbjerg, hvor venner, familiemedlemmer og repræsentanter for byen og idrætsforeningerne hyldede Esbjergs nye verdensmester ved en reception i Idrættens Hus.
- Det har været en spændende tid. Men jeg kan stadigvæk ikke helt forstå det. Jeg forsøger at huske tilbage på øjeblikket, hvor jeg stod på podiet i Cape Town, men det er faktisk svært, siger Maria, som tilføjer, at kammeraterne i skolen for sjov ofte tiltaler hende ganske enkelt som ”verdensmesteren”.
Titlen har naturligvis den konsekvens, at Maria Grandt er blevet et kendt sportsnavn. Denne kendsgerning er også lig med øgede forventninger.
- Jeg kan godt forstå, at folk kigger mere på, hvad jeg nu kan præstere, og måske sammenligner mig med andre cykelryttere, siger hun.

Træning venter forude
Hun er nu begyndt i 2.g på Esbjerg Gymnasium og vil snart begynde at forberede den træning, som skal sørge for, at hun kommer ud af den mørke årstid i topform.
- Nu satser jeg på at komme igennem vinteren uden skader. Der skal ikke køres løb før næste år, så for mit vedkommende bliver der kun træning, siger Maria Grandt.
- Jeg har kun ét år tilbage som juniorrytter, og derefter vil jeg satse 100 procent på at blive professionel.