Håbet om en skole i Guldager lever

18.03.2011

En flytning af Esbjerg International School til Guldager Skole tegner lovende. Det springende punkt er som så ofte før økonomien.
Skrevet af: Lene Weber
Guldager Skole åbner måske som Esbjerg International School efter sommerferien. (Foto: Holger Bundgaard)


Esbjerg International School har gennem længere tid været på udkig efter nye og større lokaler, da skolen er vokset ud af rammerne på Nygårdsvej. Nu har skolen kig på Guldager Skole, der som bekendt skal lukke til sommer.

- Sagen er fortsat brandvarm, og der foregår lige nu intense økonomiske forhandlinger med Esbjerg Kommune, fortæller Jørn Gade, formand for Guldager Borgerforening.

Mandag den 7. marts var Esbjerg International School med til at holde et møde på Guldager Skole for at få et indtryk af interessen for at oprette en skole med internationalt tilsnit i landsbyen.

Interessen blandt de 130 fremmødte viste sig at være stor, men det klare budskab var også, at meget afhænger af egenbetalingsprisen. Jo lavere pris, jo flere forældre kunne være interesseret i at have deres barn gående på skolen.

- Vi kender ikke den endelige størrelse på egenbetalingen endnu - den afhænger bl.a. af, om vi køber skolen eller lejer den af kommunen, forklarer Timothy Veale, rektor på Esbjerg International School.

Han vurderer dog, at beløbet vil ligge i omegnen af 2500 kr. per måned.

Esbjerg International School har ca. 45 elever og håber med flytningen til Guldager at komme op på omkring 100 elever.

- Intet er sikkert endnu, men jeg er optimistisk og ser mange gode grunde til at tro, det lykkedes. Tiden er den vigtigste faktor, lyder det fra rektoren med tanke på, at Guldager Skole lukker til sommer, og forældrene derfor allerede er i fuld gang med at finde en ny skole til deres børn.

Parterne forventer at have noget på plads inden for de næste par uger.

 

Lokalråd på vej
Ovenpå det tabte slag om Guldager Skole har landsbyboerne haft brug for at sunde sig, men de vil ikke dvæle længe ved den dårlige nyhed.

- Vi vil gøre alt hvad vi kan for at samle stykkerne op og bevare fællesskabet, så vi ikke bare ender med at smelte sammen med Sønderris og Hjerting, siger Jørn Gade.

Borgerforeningen har bl.a. fået udarbejdet vedtægter til et lokalråd, og her bliver det næste skridt et møde på borgmesterkontoret for at fremlægge vedtægterne. Jørn Gade forventer, at der vil gå et par måneder, før der sker nyt.

 

En ung bestyrelse

Da Guldager Borgerforening for nylig holdt generalforsamling var der genvalg til de fire bestyrelsesmedlemmer på valg, nemlig Helle Petersen, Kristian Bertelsen, Thomas Jessen og Jørn Gade.

Ditte Nørskov og Britta Bjerre blev valgt som nye suppleanter og deltager i bestyrelsesarbejdet og -møderne på lige fod med de øvrige medlemmer.

- Med en gennemsnitsalder omkring de 40 år har vi lige nu en af de yngste bestyrelser, jeg kan huske, vi har haft. Det er en god fremtidssikring, konstaterer formanden tilfreds.