Festligt farvel til folkeskolen

30.05.2009

Udklædning, sæbe-glidebane og kåring af Årets Wozniacki var nogle af ingredienserne, da Fourfeldtskolens 9. og 10. klasser – ligesom alle andre skoler – fejrede sidste skoledag.
Skrevet af: Mai Møller Christensen
Der var fest og glade farver, da Malene Nielsen, i midten, Camilla Juul og Katrine Rømer tog afsked med Fourfeldtsklolen. (Foto: Holger Bundgaard)

Væk var Eastpak skoletaskerne, penalhusene og skolebøgerne i det slidte bogpapir. Fremme var djævlehorn, karameller, æg og brun sæbe.

Torsdag den 28. maj havde de ældste elever i Esbjerg Kommunes folkeskoler lukket og slukket i deres klasseværelser for sidste gang, og det fejrede de, som traditionen byder, med en dag, hvor lærerne og hele resten af skolen fulgte deres skema.

På Fourfeldtskolen, hvor ikke færre end 140 afgangselever fra skolens tre 9. klasser og fire 10. klasser tog afsked, stod den på usædvanlig påklædning, morgenmad i boldspilhallen, fodboldkamp mod lærerne, æggeløb, glidebane med brun sæbe, udfordring af de mindre klasser i forskellige discipliner og kåringer af elever, der har gjort sig bemærket – eller ikke gjort sig bemærket – i løbet af skoleåret.

- Vi har bestemt os for at kåre ”Årets Wozniacki”, som er en rigtig god tennisspiller, ”Årets forsvinder”, som er en, der har været meget væk, og flere andre titler. Men det er selvfølgelig bare i sjov, og vi har lige tjekket med de udvalgte, om de ville blive stødt over kåringen, fortalte 16-årige Malene Nielsen, som stopper i 10. D.

Hun fik selv kåringen som ”Årets Paradise”, fordi hun ifølge klassekammeraterne ville egne sig til at være med i tv-serien Paradise Hotel.

 

Sød sild

Selv i djævlekostume bestilt hjem fra nettet var hun en sød sild på sidste skoledag. Klassekammeraterne var klædt ud som stuepige, kaptajn, pilot og mange andre skøre påfund, og de beholdt det på ved dagens senere fest i Gryden i Vognsbølparken.

Efter sommerferien har Malene Nielsen i første omgang valgt at begynde i 1.g på Esbjerg Statsskole.

- Jeg ved, der kommer en hel del flere lektier på gymnasiet, så jeg kommer til at savne den fritid, jeg har haft. Det var værst at stoppe efter 9. klasse, hvor jeg måtte sige farvel til lærere og kammerater, jeg havde gået med i mange år, men det er også trist nu, erkendte Malene Nielsen.