Det kræver en kirke at blive et sogn

11.11.2011

Mit livs største projekt. Sådan betegner Benneth Østergaard Petersen, tidligere sognepræst og provst for Skads provsti, Sædden Kirke. Den 19. oktober fyldte han 80 år.
Skrevet af: Birthe Gaj Nielsen
- Kirken er mit hjertebarn, siger Benneth Østergaard Petersen om Sædden Kirke. I 1968 fik han embede i Guldager med særligt henblik på at etablere et nyt sogn i Sædding, og det tog ti år, før Sædden Kirke stod færdig. (Foto: Birthe Gaj Nielsen)
I Sædden Kirke er funktion og form føjet sammen til en helhed. Den elektriske belysning giver et lys uden skygger og består af 803 lamper, der tindrer over hele rummet som en stjernehimmel.
Det tog ti år fra det tidspunkt, hvor Benneth Østergaard Petersen blev ansat med det formål at etablere et nyt sogn i Sædding, til Sædden Kirke var en realitet. Nærmere betegnet fra 1968 til 1978.
I 1968 var Benneth Østergaard Petersen sognepræst i Hodde-Tistrup og søgte nyt embede forskellige steder, men biskop H. Dons Christensen opfordrede ham til at søge Sædding, der på det tidspunkt var et vækstområde, men endnu ikke et selvstændigt sogn. Benneth Østergaard Petersen sagde nej tak. Han mente, det skulle være en missionsmand, for Sædding var i høj grad præget af indre mission.
Biskoppen var uenig, og derfor søgte og fik Benneth Østergaard Petersen i 1968 embedet som residerende kapellan ved Guldager Kirke med særligt henblik på at etablere et nyt sogn i Sædding. Titlen findes ikke mere, men den svarer til nummer to præst i et sogn.
Det kræver en kirke at blive et sogn, og det arbejdede Benneth Østergaard Petersen så på i ti år sammen med den del af menighedsrådet i Guldager, som boede i Sædding. Der blev lavet et omhyggeligt gennemarbejdet byggeprojekt, og i 1974 blev arkitekterne valgt: Inger og Johannes Exner.
– Da var alle planer lagt, og vi havde rejst rundt og set på kirker i København og i Jylland. Det tager utroligt lang tid at bygge en kirke, for der er en masse myndigheder, der skal spørges om sådan noget. Det kompliceredes nok også af, at vi byggede sammen med Sædding Centret. Centret blev indviet i juli 1977 - et år før kirken stod færdig, beretter Benneth Østergaard Petersen.
Det var Esbjerg Kommunes byplanudvalg, der foreslog, at kirken blev en del af det kommende indkøbscenter, og et enstemmigt menighedsråd vedtog det. Men det er helt ekstraordinært, og der findes ikke noget tilsvarende byggeri i Danmark.
 
Hippie-tid
For at sige det mildt, så var begyndelsen af 1970’erne ikke en periode, hvor der var kirkelig fremgang. Det var stadig hippie-tid med flowerpower-tøj, men i menighedsrådet var man enig om ikke at lade sig påvirke af tidens åndelige depression, men bygge en kirke, der kunne være rammen om sognets liv i århundreder. 
-  Vi besluttede, at der skulle være en værdig kirke til et sogn med 12.000 indbyggere. Derfor skulle den kunne rumme 800. Så mange har vi været masser af gange – til konfirmationer, til jul og ved koncerter. Det var længe før Musikhusets tid, og vi havde en idé om, at kirken skulle kunne bruges som musikrum, fortæller Benneth Østergaard Petersen.
 
Konfirmander
Mens byggeplanerne skred langsomt fremad, varetog Benneth Østergaard Petersen sit embede i Guldager sogn der endnu omfattede både Sædding og Hjerting. Sædding skole var på det tidspunkt amtets største og Benneth Østergaard havde 170 konfirmander om året.    
- Jeg ville gerne have forbindelse til alle de unge, der boede i Sædding. Det fik jeg så og overtog dermed en stor del af menigheden i Sædding med det samme, fordi jeg også havde kontakten til forældrene. Det var en fin måde at komme ind i det, erindrer Benneth Østergaard Petersen.  
En anden måde at komme i kontakt med folk i et sogn, der endnu ikke havde en kirke, var via skolen, mente han og blev derfor medlem af skolenævnet ved den helt nye Fourfeldtskolen.
Benneth Østergaard Petersen fik lov at nyde Sædden Kirke i 18 år som sognepræst, indtil han gik på pension den 1. januar 1997. Fra 1988 til 1996 var han tillige provst for Skads provsti.  
 
Hospice-forkæmper
Benneth Østergaard Petersen har i sit mangeårige virke haft en række tillidshverv. Blandt andet var han med fra starten i kampen for at få etableret et hospice i Esbjerg. Det tog også ti år.
Fra 1996-2004 var Benneth Østergaard Petersen bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen for Hospice Center Sydvestjylland, og da driftsoverenskomsten med Ribe Amt endelig var i hus, var han formand for byggeudvalget for Hospice Sydvestjylland indtil indvielsen i 2006.
Befolkning i Sædding
I 1968 var der 5.000 indbyggere i Sædding, og i de følgende ti år flyttede 7.000 mennesker til - heraf størstedelen fra Esbjerg, og mange var tilknyttet fiskerierhvervet. Da Sædden Kirke blev indviet i 1978, var der 12.000 indbyggere i Sædding.